Plyssen-husene er kommet over jordhøjde

Foto: Redaktionen

Byggeriet på Plyssen skrider planmæssigt frem, og området forandrer sig dag for dag

Længe har de kommende boliger på Plyssen-grunden bogstavelig talt været et hul i jorden.

Men på ingen tid er de kommende huse vokset til seks etagers højde og forbipasserende kan nu tydeligt se, hvordan de historiske bygninger bevares og får nyt liv.

– Boligorganisationen Tårnbyhuse arbejder på at skabe en bebyggelse, der binder Tårnbys gamle historie og moderne boligbyggeri sammen, oplyser Torben Hansen, direktør i Tårnbyhuse.

De markante bygninger Garnlageret, Østre Vævesal og Forhuset, på hjørnet af Saltværksvej og Amager Strandvej, får bevaret deres karakteristiske facader. Samtidig opføres nye punkthuse vest for de gamle bygninger i en arkitektur, der harmonerer med områdets historie.

– Projektet skal skabe et levende og sammenhængende boligområde med plads til både familier og ældre, pointerer Torben Hansen.

De eksisterende bygninger Vestre Vævesal, ved paintball og gocartbanen, og ­Kedelhuset rives ned for at give plads til de nye boliger. På den måde bliver fortidens industrielle rammer tænkt ind i fremtidens moderne byliv. Plyssen udvikler sig dermed til et nyt fællesskab, hvor kulturarv og nutid mødes, slutter Torben Hansen.

Byggeriet forventes at stå færdigt i 2028.

Af de 180 boliger bliver der 110 almene familieboliger og 70 almene ældreboliger.

De sidste beboere forventes at flytte ind primo 2028.

bbark

Nyhedsbrev:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at udfylde formularen herunder. Nyhedsbrevet udkommer cirka en gang om måneden.