Af Redaktionen [Pressemeddelelse]. Foto: Cyklistforbundet/Jens Hasse
Ny undersøgelse fra Cyklistforbundet viser, at det står sløjt til med cykling til skole. Omkring fire ud af ti cykler ikke
På trods af Danmarks internationale ry som cykelland er børns cykling fortsat på et lavt niveau sammenlignet med tidligere tider. En ny undersøgelse af skolebørn, som Megafon har gennemført for Cyklistforbundet, viser, at 38 procent af børnene aldrig eller næsten aldrig cykler til skole. Og op mod seks ud af ti – 57 procent – bruger slet ikke cyklen som en del af deres transport til skolen.
Ser man på udviklingen over længere tid, er faldet tydeligt: I 1993 cyklede op mod syv ud af ti af de ældste danske skolebørn til skole. I dag er det næsten nede på fire ud af ti.
– Det er en katastrofal udvikling for et land, der ellers bryster sig af at være et cykelland. På godt 30 år er andelen af børn, der cykler til skole, faldet dramatisk. Det kan vi slet ikke være tilfredse med, siger Kenneth Øhrberg Krag, der er direktør i Cyklistforbundet.
Børn mister motion, frihed og selvstændighed
Ifølge Cyklistforbundet handler det ikke kun om transport, men om børnenes sundhed og frihed.
– Når børn cykler, får de daglig motion, de bevæger sig mere, og de opbygger vaner, der kan følge dem resten af livet. Cykling styrker både sundheden og selvstændigheden. Børn, der cykler, får frihed til selv at komme rundt i hverdagen. Derfor skal vi gøre mere for at gøre passive bagsædebørn til aktive cykelbørn. Og så viser undersøgelsen jo også, at godt halvdelen af forældrene faktisk ønsker, at deres barn cykler noget mere, siger direktøren.
Undersøgelsen viser samtidig, at når børn ikke cykler, bliver de i næsten halvdelen af tilfældene kørt i bil til skole. 46 procent angiver bilen som transportmiddel på de dage, hvor barnet ikke cykler.
Utrygge skoleveje afholder mange familier
Undersøgelsen peger på, at trafiksikkerheden spiller en central rolle. Mere end hver fjerde forælder, 27 procent, angiver farlige eller utrygge skoleveje som en væsentlig årsag til, at barnet ikke cykler oftere.
Cyklistforbundet efterlyser derfor statslige investeringer i sikre skoleveje.
– Vi kan ikke bare overlade opgaven til kommunerne alene. Der skal afsættes flere nationale midler til sikre cykelstier og kryds, trygge skoleveje og bedre forhold omkring skolerne. Hvis forældre ikke tør sende deres børn af sted på cykel, så kommer børnene jo ikke op på sadlen, siger Kenneth Øhrberg Krag.
Forældrene spiller en afgørende rolle
Undersøgelsen viser også en tydelig sammenhæng mellem forældres og børns cykelvaner. Blandt børn, hvis forældre aldrig cykler, cykler kun 29 procent selv ofte til skole. Blandt børn, hvis forældre cykler til arbejde eller studie næsten dagligt, stiger andelen til 46 procent.
– Vi kan ikke kun asfaltere os ud af udfordringen. Det handler også om kultur, vaner og rollemodeller. Forældre viser vejen ved selv at cykle. Når voksne vælger cyklen til, gør børnene det også langt oftere, så forældrene har også et ansvar for udviklingen, siger Kenneth Øhrberg Krag.
Kilde: Cyklistforbundet