13 personer sigtet i målrettet færdselskontrol på Amager

Af Redaktionen. Foto: Rigspolitiet

Søndag eftermiddag foretog Københavns Politis færdselsafdeling en målrettet indsats på Amager, som var rettet mod knallerter og eldrevne løbehjul

Syv personer blev sigtet for at køre på ulovlige el-løbehjul, hvoraf to af dem blev beslaglagt. Derudover blev tre personer sigtet for at køre på el-løbehjul uden hjelm.

Ved kontrollen blev tre personer også sigtet for at køre på ulovlige knallerter, der konstruktivt var ændret og derfor kunne køre hurtigere end de tilladte 30 km/t.

– Vi har i Københavns Politi desværre set eksempler på el-løbehjul, der er ulovlige, hvilket både er farligt for dem, der stiller sig op på det og for andre der skal færdes i trafikken. Det vi oplever mest er, at de simpelthen kan køre for hurtigt i forhold til det tilladte. Jeg kan kun opfordrer til, at man som forældre sætter sig ind i de regler, der er på området både for el-løbehjul og el-cykler, og at man samtidig, er god til at tale med sine børn om, hvor vigtigt det er at passe på sig selv og på andre i trafikken, siger vicepolitiinspektør og leder i færdselsafdelingen hos Københavns Politi, Henning Algreen Pedersen.

Hvad gælder for el-løbehjul?

  • Promillegrænsen er 0,5 og der er nulgrænse for ulovlige stoffer.
  • Hastighedsgrænsen er 20 km/t. 
  • El-løbehjulet må højst kunne køre 20 km/t – og det må ikke være muligt at indstille det til at køre hurtigere. 
  • Du skal være fyldt 15 år.
  • Hvis du er under 15 år, skal du følges med en voksen på mindst 18 år.
  • Du skal køre med cykelhjelm. Bøden for at køre uden cykelhjelm er 1.500 kr. 
  • Du skal følge cykelreglerne. Dvs. du skal køre på cykelstien, hvis der er cykelsti og følge cyklistsignaler og -skiltning.
  • Du må ikke køre på fortovet, på gangstier eller i fodgængerfelter.
  • Du skal give tegn ved sving og stop.
  • Der må kun være én person på el-løbehjulet.
  • Du skal køre med lys på både foran og bagpå hele døgnet. Forlygten skal lyse hvidt eller gult og baglygten skal lyse rødt. Lyset skal være tydeligt synligt på mindst 300 meters afstand. 


Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at du:

  • grundigt tjekker, at det løbehjul, du vil køre på, opfylder reglerne for at være lovligt i trafikken – se Sikkerhedsstyrelsens regler og betingelser for at sælge el-løbehjul på det danske marked.
  • altid kører med cykelhjelm. Husk, det er lovpligtigt for alle.
  • øver dig, før du kører ud i trafikken. Du skal kunne køre stabilt, bremse hurtigt og sikkert, orientere dig og give tegn uden at miste balancen. Også hvis der sker noget uventet eller der er et hul i vejen
  • tager hensyn til andre trafikanter og er opmærksom på, at de kan have meget svært ved at bedømme din fart, fordi du på afstand kan ligne en fodgænger. Du kan også være svær at høre, hvis du kommer bagfra, så vær meget påpasselig, når du overhaler andre
  • ikke lader børn under 15 år køre på elektrisk løbehjul, heller ikke på lege- og opholdsområder eller privat grund. Børn kan have meget svært ved at kontrollere hastigheden og holde balancen mv. med så høj hastighed, så risikoen for, at de kommer til skade er høj
  • parkerer lejede el-løbehjul lovligt og hensynsfuldt, så de ikke er til gene og andre ikke falder over dem.

Kilder: Københavns Politi, Rådet for Sikker Trafik

Nyhedsbrev:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at udfylde formularen nedenfor: