Af Jacob Nielsen. Arkivfoto.
Egeprocessionsspinderen, bedre kendt som ‘larven fra helvede’ på grund af dens giftige brandhår, er fundet i mindst syv forskellige kommuner i Danmark, og flere kommuner forbereder sig på, at larven gør sit indtog. På Amager Fælled er den blevet fundet i 130 træer
Det siger Claus Schultz, der er teknisk chef hos Rentokil Skadedyrskontrol, som er gået i gang med at bekæmpe larverne på det københavnske naturområde.
Iført dragter og masker gennemgår medarbejdere fra virksomheden træerne på Amager Fælled og fjerner larvens reder med støvsuger:
– Vi støvsuger reden væk fra grenen, og så bliver den sendt til forbrænding. Det er fuldstændig samme procedure som asbest, forklarer Claus Schultz.
Et skadedyrsfirma har nedtaget 368 larvereder på Amager Fælled – helt konkret reder med egeprocessionsspindere.
Derudover er der spottet 28 reder, som skadedyrsbekæmperne umiddelbart ikke kan nå. Rentokil går nu i dialog med Københavns Kommune om, hvad der skal gøres med netop dem.

Larven har spredt sig på grund af varmere temperaturer og klimaforandringer. En enkelt larve har omkring 60.000 brandhår, der kan forårsage kraftig kløe, hududslæt, øjenirritation, luftvejsproblemer og i sjældne tilfælde alvorlige allergiske reaktioner.
Finder man selv egeprocessionsspinderen på egetræer i sin egen have eller kolonihave, så skal man kontakte en skadedyrsbekæmper.
Kilde: /ritzau/