Anmeldelse af Jacob Nielsen. Foto: SF Studios.
Joe og Angelas ægteskab hænger i en tynd tråd, da de inviterer deres gådefulde naboer indenfor til middagsselskab. Som aftenen skrider frem, tager den hurtigt en drejning i retning af det uventede, da gæsterne kommer med en afsløring, der vender op og ned på Joe og Angelas forhold
Spørgsmålet er, om afsløringen har potentiale til at genoplive gnisten mellem dem eller til at tænde tændstikken, der brænder det hele ned?

The Invite begynder med, at den smukke, skrøbelige Angela (Olivia Wilde, der også er instruktør) inviterer de frie sjæle, Hawk og Piña (Edward Norton, Penélope Cruz), til middag – til stor frustration for den fortvivlede, livstrætte Joe (Seth Rogen). Joe insisterer på, at Angela aldrig har fortalt ham om aftalen, og da han opfordrer hende til at aflyse, nægter hun, mens naboerne kan ankomme når som helst.
Angela ser sammenkomsten som en mulighed for at undskylde for den byggestøj, Hawk og Piña nådigt har udholdt. Joe, der indser, at der ikke er nogen vej uden om, beslutter – til Angelas rædsel – at det også er en ideel mulighed for at konfrontere parret med deres højlydte og hyppige elskov. Da Hawk og Piña ankommer, truer en konfliktskyhed med at overvælde Angela, som tappert forsøger at styre samtalen i en behagelig retning, mens Joe gør det modsatte.
The Invite, som er Olivia Wildes tredje spillefilm, er baseret på et manuscript af Will McCormack og Rashida Jones, der adopterede manuskriptet fra forfatter-instruktør Cesc Gays prisvindende spanske film Sentimental fra 2021 (udgivet internationalt som The People Upstairs).

Med sin overraskende præmis byder filmen på et middagsselskab, der for karaktererne (og seerne for den sags skyld) kan siges at være både sjovt, anspændt og ikke mindst tåkrummende. På samme tid byder aftenens menu på selvransagelse og stillingtagen til forsømte parforholdsproblemer – velbekomme.
Et kaotisk, tragikomisk kammerspil, der kan få publikum til at græde af grin det ene øjeblik og i det næste øjeblik fælde en tåre på grund af filmens følsomhed. På en måde balancerer den eminent mellem det fjollede og komiske (takket være Seth Rogen som uforanderlig comic relief) og det sentimentale, som konstant i hænger i luften som en grå sky over middagsselskabet.
Hvorvidt luften bliver renset mellem Joe og Angela (og naboerne), vil jeg lade være op til seeren at bedømme. The Invite har premiere i dag i danske biografer.