Femøren har det hele

Når 12 kirker på amager og Christianshavn har sat hinanden stævne på Femøren i mere end 20 år, skyldes det, at Femøren har det hele

Af Poul Bo B. Sørensen, provst, Amagerland provsti. Foto: Redaktionen

Én eneste gang i de 20 år, hvor de 12 Amagerkirker har afviklet pinsegudstjeneste på Femøren ved Amager Strand, har det regnet. Det havde vi også planer for og flyttede indendørs til Filipskirken og én gang holdt corona os fra hinanden. De øvrige år har Femøren kaldet på os.

Vi sidder med ansigtet mod Øresund, ser sejlskibet på sundet og korset dækket med røde roser med en altertavle, som Amager og Christianshavns konfirmander har lavet. Vi har det hele og synger Grundtvigs verslinje fra Pinsesalmen: ’Det vifter hjemligt gennem løvet … ’fra Paradis. Paradiset – der hvor Gud er – besøger os og er endda til stede.

Femøren har det hele. Vi møder arbejdskolleger og taler og synger med ama’rkanere, som vi ikke har set før, for Pinse fællesskabets begyndelse.

Himmelstøv
Femøren har det hele. Kirkesangere fra alle de medvirkende kirker synger sammen som én stemme med fire stemmer.

Som den stærkeste kærlighedssang får vores ånd lov til at takke Gud for foråret, livet og skønheden. I mig plantede vellyden en dyb klang af taknemmelighed over den høje musikalske kvalitet, vi har i Folkekirken på Amager og Christianshavn – og et ønske for alle, der længes efter Himmelstøv.

Må I finde ind i kirkerummet og bare lytte til musikken, tonerne og roen. Stres, en følelse af ikke at slå til og uro mødes af en hjemlig vift, som har Gud som afsender.

Poul Bo B. Sørensen er også sognepræst ved Skelgårdskirken.

Nyhedsbrev:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at udfylde formularen herunder. Nyhedsbrevet udkommer cirka en gang om måneden.