En del af familien og det daglige rul

Tekst og foto: Jacob Nielsen

Stine og Martin har udvidet familien med et venskabsbarn – og der er brug for flere som dem

I et rækkehus i Tårnby bor ægteparret Stine og Martin Thorsager og deres to sønner. Dagligdagen hjemme hos dem minder på mange måder om den, der udspiller sig i de fleste børnefamilier. Der skal købes ind, børn skal hentes og bringes, og så skal der også lige laves aftensmad.

Hos familien Thorsager er hverdagens mange gøremål ingen undtagelse, men alligevel finder forældreparret tid og overskud til at være venskabsfamilie for et venskabsbarn midt hverdagens travlhed. Én hverdag om ugen udvides familien således med et ekstra barn, der i løbet af eftermiddagen/ aftenen indgår i familiens daglige rul på lige fod med resten af familien.

Takket være indsatsen Hjem til Os, som Red Barnet står bag i partnerskab med Tårnby Kommune, har barnet fået en ekstra familie til glæde for både ham og venskabsfamilien.

Et ekstra familiemedlem
Ikke ulig venskabsbarnet har vores journalist fået lov at blive en del af hverdagen hos familien Thorsager for en stund. Ved ankomsten om eftermiddagen var der liv og glade dage i rækkehuset, hvor venskabsbarnet og den yngste af sønnerne fræsede rundt i haven og legede med vandpistoler, mens lyden af børnelatter trængte helt ind i stuen.

– De to drenge er jævnaldrende, så de klikkede bare lige med det samme, og siden da har de været uadskillelige, smiler Stine Thorsager.

Et venskabsfamilieforløb varer et år, men det er muligt at fortsætte relationen på egen hånd. Den faste ugentlige aftale med venskabsbarnet har nu varet i 1,5 år, og for Stine og Martin Thorsager ser de ingen udløbsdato.

– Vi håber, at vi kan få lov til at følge ham på sidelinjen, i takt med at han bliver ældre – som en slags bonusfamilie, siger Martin Thorsager.

Familierum og hjerterum
Det er vigtigt for Stine og Martin Thorsager at understrege, at besøget ikke blot er en legeaftale mellem børnene. Og selvom eftermiddagen/aftenen ligner enhver anden og derfor ikke kræver den store omvæltning, så er de alligevel opmærksomme på at være mere tilstedeværende, når venskabsbarnet er hos dem.

– Vi er selvfølgelig mere tilstedeværende, når han er her. Så gemmer vi vores mobiltelefoner væk, kommer ned i tempo og er sammen om de mest basale ting i hverdagen, siger Martin Thorsager.

En typisk besøgsdag begynder gerne med fri leg, hvor de måske tegner, spiller et brætspil eller hopper på trampolin. Derefter samles de om bordet til aftensmåltidet, hvor de på skift fortæller om deres dag. Efterfølgende læser Martin Thorsager historier højt for børnene, som hver især må udvælge en historie til oplæsning. På den måde har Hjem til Os-indsatsen ligefrem bidraget til, at de er blevet mere tætte som familie:

– Førhen havde vi det med at ligge på sofaen og kigge på skærm, når vi kom hjem fra arbejde, men nu har vi fået øjnene op for, hvor givende det er at være sammen som familie på den her måde. Og det bliver vi bekræftet i som venskabsfamilie, når vi bliver ’tvunget’ til at være nærværende, siger Stine Thorsager.

En tilfældig reklame
Stine og Martin Thorsager havde i noget tid gået og leget med tanken om, hvordan de kunne være noget for andre. Det der med at indgå i fremmede familiekonstellationer lå dem allerede på sinde, idet Martin var udvekslingsstudent i sin ungdom, mens Stine arbejdede som au pair.

De havde således overvejet forskellige muligheder, da Stine en dag ved et busstoppested faldt over en Red Barnet-reklame for Hjem til Os-indsatsen. Derfra var der ikke langt fra tanke til handling – især fordi indsatsen passede godt ind i deres kalender som børnefamilie. Siden hen har flere i deres omgangskreds spurgt dem, hvordan de dog finder overskuddet til at være venskabsfamilie.

– Men det kræver ikke meget af os som familie at indtænke et ekstra barn i det daglige rul – til gengæld kommer der så meget godt ud af det, at det kan undre os, hvorfor der ikke er flere, der melder sig, når børnene ligefrem står i kø for at få en venskabsfamilie, siger Martin Thorsager.

En win-win-situation
En anden, som er meget begejstret for Hjem til Os-ordningen, er venskabsbarnets far. Som alenefar, der kom til Danmark for at starte et nyt liv med sin søn, har de ikke familiære bånd i landet.

Ved at være venskabsbarn får sønnen en social støtte ved at indgå i en venskabsfamilie, mens far får en pause og tid til at tage sig af praktiske gøremål eller drikke en kop kaffe med bekendte. Han understreger, hvor stor betydning indsatsen har haft for sønnen, både hvad angår sønnens tilknytning til Danmark og hans generelle trivsel i skolen:

– Han er blevet en del af den danske hverdag. Desuden giver det mig et frirum, når han er hos Stine og Martin, så på den måde er det en win-win-løsning. Og så glæder han sig bare hver gang, han skal hen til dem, siger faren.

Venteliste til en venskabsfamilie
En håndfuld børn venter lige nu på en venskabsfamilie, der kan blive en del af netop deres hverdag.

– Hos Red Barnet er vi selvsagt også meget glade for familien Thorsagers indsats, og vi håber på flere familier, der slutter sig til indsatsen. Det er vigtigt, at flere tilmelder sig, fordi vi har børn på venteliste til en familie i Tårnby, siger Anna Furbo, seniorkonsulent hos Red Barnet.

– Familien kan gøre en kæmpe forskel for et barn, der mangler netværk, frirum og gode oplevelser. Og familien selv får også selv meget ud af det – de gør en forskel og får glæde ved at være sammen med barnet, tilføjer hun.

Måden, hvorpå der skabes kontakt mellem venskabsfamilie og -barn, sker via Red Barnet:

– Vi lærer først begge parter at kende. Vi tager på børnebesøg hos barnet og på godkendelsesbesøg hos de frivillige. Herefter matcher vi efter geografi, alder, køn, interesser, behov med mere, siger Anna Furbo.

Hjem til Os
Indsatsen Hjem til Os matcher børn i udsatte positioner med frivillige, lokale venskabsfamilier. Indsatsen er drevet af Red Barnet i et samarbejde med kommunen.

For at blive venskabsbarn skal en fagperson i kommunen indstille barnet via et indstillingsskema. Skemaet udfyldes sammen med forældre, som også skal underskrive samtykke. Det er vigtigt, at barnet selv har sagt ja til at få en venskabsfamilie.

For at blive venskabsfamilie skal man udfylde en interessetilkendegivelse. Så ringer en medarbejder fra Red Barnet op og fortæller mere om indsatsen og sender et ansøgningsskema.

Et venskabsfamilieforløb følges af Red Barnet det første år for at følge relationens udvikling og sikre, at både venskabsbarn og venskabsfamilie har et godt forløb. Efter det første år er det op til familien og barnet at beslutte, om de ønsker at fortsætte med at ses.

Hør mere om at være venskabsfamilie i Hjem til Os:

Nyhedsbrev:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at udfylde formularen nedenfor: