En gang om året holder Tårnby Radioklub en messe for amatør-radioudstyr, samt afvikler licensgivende prøver
Af Christian Bonde Korsgaard. Foto: Kurt Pedersen, Amager Fotoklub
Tårnby Bladets udsendte var på pletten for at prøve at forstå den tekniske jargon, kigge på mærkelige himstregimser og snakke med spændende mennesker, der dukkede talstærkt op til Amager Radio Klubs årlige messe i flere lokaler og skolegården på i Tårnby Skole.
Det var en strålende sommerdag på Amager, hvor noget så sjældent som en bisværm lagde en summende underlægningsmusik til begivenhederne. De kunne meget passende lyde som droner.
Ude i den lille skolegård møder vi Kenn Hauge, der har stillet sin bod op med alt fra relæer, dioder og printplader, over kabeltromler og ledninger til mikrofoner og transistorer. Det føles lidt som at træde ind i en forældet science fiction-film.
Effekterne har han arvet fra sin afdøde far, der var fjernsynstekniker og satte antenner op i 1950’erne: ‘Tingene er jo retro. Det er en niche med det gamle analogudstyr, men der findes stadigvæk nørder’ forsikrer han os.
Vi møder også forhenværende støjinspektør i Energistyrelsen René Greve, der har været radioamatør siden han var 14 år gammel:
– Man kan jo nå jorden rundt. Folk sidder et eller andet sted og så kan man snakke sammen. Eller man kører dataforbindelser. Så mødes man nogle gange til messer og kan kende hinanden på stemmen eller kaldesignalet. Det er næsten som alternative identiteter.
– Tit snakker man om udstyret og giver rapport på, hvor kraftigt signalet er, og livet i den lokale klub, vind og vejr. Så er det sjovere at snakke med dem i Florida eller Indonesien.
Uforståeligt spændende
I hovedbygningen bliver vi ledt rundt af skilte til et målelaboratorium, hvor vi møder Frank Pedersen fra firmaet Kalima. Han sidder foran en række af mystiske apparater, med en række skiftende røde digitale tal, han bruger til at måle folks udstyr.
– Her kan de få testet om apparaterne virker, om de overholder specifikationerne og kalibreringerne.
På næste etage ramler vi ind i et foredrag ved eksperten Elias OZ6EH (det hedder han ikke, men det er hans kortbølgekaldenavn) i et stuvende fyldt klasselokale.
Her drejer det sig om såkaldte MeshCore, og hvordan repeatere automatisk danner et selvhelende netværk, hvordan man med LORA (Long Range) kan modtage signaler cirka 10db under støjgulvet og hvordan man opnår et linkbudget på 160db med nogle få hundrede mW og hvordan filtrering forbedrer rækkevidden, især når man kommer op i højden eller befinder sig i et bymiljø, hvor ens nærmeste frekvens nabo er mobilnetværket.
Og nej, det lykkedes ikke Tårnbybladets udsendte at forstå hele budskabet, men et spændende fagsprog er det at blive udsat for.
Japansk solopgang
Inde i selve festsalen får vi os en snak med Torben Brandstrup, der har en stand, hvor han sælger ud af sit overskydende udstyr.
– Min radiohobby startede med, at jeg fandt min fars udstyr i en skuffe, så satte vi en antenne på og så var der pludselig mennesker at snakke med. Det er fascinerende, at man kan gå ned ad gaden uden at tale sammen, men her på radioen taler man med hinanden, fortæller Torben Brandstrup.
– Det har meget med relationer at gøre. Jeg har fået mange venner på radioen. Der er en umiddelbar tilgængelighed. Radioens luftveje er uransalige og man véd aldrig om man render på hinanden igen.
– Engang talte jeg med en japaner. Han var lige stået op, jeg skulle til at gå i seng. Han sad med et glas juice og fortalte om solopgangen. Jeg så tingene for mig. Det er svært at forklare hobbyen, det er meget teknisk orienteret med en jargon. Vi er meget særlige, meget mærkelige.
– Jeg sætter mennesket før radioen, men begge dele har sin plads, fortæller Torben med stor indlevelse.
Stigende interesse
Mens hele messen foregår med stande, foredrag og snak om den fælles passion, afholdes certifikationsprøver i de tilstødende lokaler. Efter sigende har man i år hele 28 kandidater til prøve, hvorimod der sidste år kun var syv.
Vi venter i varmen på pladsen foran klubhuset og der er gang i grillen og snakken går lystigt. Det er tydeligvis et sundt klubliv med godt socialt samvær. Og så kan man nå hele jorden rundt uden at skulle hjemmefra.
