Af Redaktionen [Pressemeddelelse]. Foto: Dansk Råd for Genoplivning
Danmark har gennem de seneste 25 år udviklet sig til en nation af førstehjælpere i takt med, at over 26.000 hjertestartere er blevet hængt op rundt om i landet. Men der mangler officielle nationale anbefalinger, der sikrer en ensartet håndtering og placering af hjertestartere i det offentlige rum
Det råder Dansk Råd for Genoplivning nu bod på. Målet med de nye anbefalinger er at øge overlevelsen efter hjertestop.
Når der sker et hjertestop, tæller hvert minut. Jo hurtigere man kommer i gang med livreddende førstehjælp, desto større er chancen for overlevelse, og her kan en hjertestarter betyde forskellen på liv og død.
Danmark har udviklet sig til at være en førende nation i verden på genoplivningsområdet. Ifølge Dansk Hjertestopregister bliver der hvert år forsøgt genoplivning på omkring 5.000 personer med hjertestop uden for hospital, og antallet af overlevende har udviklet sig fra 148 personer i 2002 til over 600 i 2024.
4 ud af 5 danskere over 18 år har mindst én gang været på kursus i livreddende førstehjælp, og mange tusinde voksne danskere er frivillige i forskellige typer af ordninger, der kan aktiveres ved hjertestop. Hjerteløberordningen, som er verdens første landsdækkende ordning af sin slags, har over 61.000 aktive hjerteløbere, og de kan bl.a. gøre brug af de mere end 26.800 hjertestartere, som er registreret på Hjertestarter.dk.
Nye anbefalinger gør, at hjertestarterne kan gøre endnu mere gavn
Men mens engagementet i befolkningen for at bidrage til at redde liv er stort, og der i øvrigt er retningslinjer, som producenter af hjertestartere skal overholde, så er der paradoksalt nok ikke længere nogen vejledning for hjertestarterne i det offentlige rum.
– Vi har i Danmark haft en meget stejl og positiv udviklingskurve, når det gælder antallet af registrerede døgntilgængelige hjertestartere. Tidligere har hjertestarter-ejerne fået god vejledning fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger for hjertestartere uden for hospital, men de anbefalinger blev trukket tilbage i 2022, og derfor har der siden da ikke været officielle anbefalinger til de mange mennesker, foreninger og organisationer, som ønsker at stille deres hjertestarter til rådighed for samfundet, fortæller Stine Strandkjær, direktør i Dansk Råd for Genoplivning (DRG), og fortsætter:
– Bag hvert hjertestop er et menneskeliv, som potentielt kan reddes med den rette indsats på det rette tidspunkt og gerne før ambulancens ankomst. I DRG synes vi, at der har manglet en ordentlig vejledning til hjertestarter-ejerne og -forhandlerne. Derfor har vi samlet alle de vigtige parter på genoplivningsområdet, som er organiseret under DRG, for at udarbejde de nye anbefalinger, vi nu præsenterer. På den måde håber vi, at hjertestarterne i Danmark kan gavne endnu mere ved hjertestop uden for hospital.
Gode råd, hvis du vil anskaffe eller har en hjertestarter
- Køb hjertestarteren hos en autoriseret forhandler. Kontakt/brug en forhandler, som er medlem af Brancheforening for Hjertestartere – så er du hjulpet godt på vej.
- Placér hjertestarteren, så den er let tilgængelig for alle 24 timer i døgnet alle årets dage.
- Hvis hjertestarteren placeres udendørs, bør den være i et hjertestarterskab, som alle har uhindret adgang til – altså uden lås eller kode.
- Mærk hjertestarteren med navn, adresse og telefonnummer, så man kan se, hvor den hører til.
- Registrér hjertestarteren på Hjertestarter.dk, så den er synlig for alle, herunder AMK-vagtcentralerne, der besvarer 1-1-2-opkald.
- Tjek løbende, at hjertestarteren ikke melder fejl.
- Hjertestarterens batterilevetid, elektroder mv. bør kontrolleres én gang årligt. Det kan med fordel gøres via en serviceaftale med forhandleren.
Læs mere her.
Find hjertestartere i Tårnby
I Tårnby er der 93 registrerede hjertestartere, herunder 50 hjertestartere tilgængelige døgnet rundt.
Se et kort over hjertestartere i Tårnby Kommune her.
Kilde: /ritzau/