20 siders indvendinger på vejlukning

Af Terkel Spangsbo. Foto: Tårnby Kommune

Trafikalt ragnarok venter omkring Cypres allé – mener naboer og grundejerforeninger

Kommunalbestyrelsen ventes at ville godkende en lukning af Cypres allé mellem Saltværksvej og Hyben allé på kommunalbestyrelsesmødet på tirsdag (16. juni kl. 18.30) trods et overvældende antal indsigelser fra borgere, som bor på de omkringliggende veje.

Det er Grundejerforeningen Cypres Tårnby Kommune som i 2024 bad om, at den ene del af Cypres allé enten blev overtaget af Kommunen som offentlig vej eller at der blev foretaget foranstaltninger til at regulere den gennemkørende trafik på strækningen mellem Saltværksvej og Hyben alle. En trafiktælling viste, at mere end 50% af trafikken var gennemkørsel, en smutvej til Hyben allé og området nord for denne.

De mange og lange indsigelser fra nabovejen drejer sig overvejende om frygten for at trafikken vil flytte ind på andre af småvejene i området. I kommentarer til indvendingerne, skriver forvaltningen, at hvis formodningerne er rigtige vil borgerne/grundejerforeningerne i de berørte oområder bede om en tilsvarende trafiktælling, som er gennemført på Cypres allé.

Center for By, Miljø og Klima (forvaltningen) indstillede at Teknik- og Miljøudvalget burde godkende lukningen. Ved den efterfølgende afstemning i Teknik- og Miljøudvalget var to medlemmer Lars Hein og Annette Betak (begge A) for at lukke vejen og to Marlene Nyberg (O), Kim Larsen (Ø) var imod mens tre Dennis W. Clausen (V), Ali Qais (M), Winnie Sørensen (F) undlod at stemme.

Derfor skal spørgsmålet afgøres på et kommunalbestyrelsesmøde. Det bliver så tirsdag 16. juni kl. 18.30 på Tårnby Rådhus.

Se kort over vejspærringen nedenfor. Kilde: Tårnby Kommune

Nyhedsbrev:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev ved at udfylde formularen herunder. Nyhedsbrevet udkommer cirka en gang om måneden.